#iskTRI Ungdom - Træningen
 
Triatlon består af svømning, cykling og løb, og er derfor ideelt til udvikling af børn og unges fysiske kompetencer.

I #iskTRI ungdom vil træningen basere sig på det aldersrelaterede træningskoncept (ATK) for triatleter. ATK handler kort fortalt om at tilpasse træningen efter den unge atlets fysiske alder og ikke efter hvor gammel atleten er.

Mange unge talenter inden for stort set alle sportsgrene har i tidens løb ikke fået succes som voksne forbi man har haft fokus på at tilbyde de unge talenter voksen træning i stedet for træning som er tilpasset den unges fysiske alder. Dette har givet anledning til kroniske overbelastningsskader samt forkert indlært teknik.

Når der trænes efter princippet om ATK, er der meget fokus på at indarbejde den rigtige teknik frem for mange ensformige træningstimer som ofte medfører varige overbelastningsskader. For eksempel kan det give meget mere træningsværdi for den unge triatlet at træne ¾ times fokuseret tekniktræning på cyklen på en P-plads frem for tonse i timevis ud af en landevej. Det kan også give den enkelte unge triatlet mere træningsværdi at lave varieret løbetræning med fartleg, tagfat eller lign. frem for blot at løbe 5 km.

Når vi træner i #iskTRI ungdom vil fokus være på at alle kan være med. Dette gør vi ved holde fokus på tekniktræning både inden for svømning, cykling og løb.

Vi har valgt at opdele #iskTRI ungdom i 2 moduller; Dolphins og Sharks.
Vi har opdelt i de 2 moduller fordi vi gerne give alle unge uanset niveau, evner og lyst muligheden for at dyrke triatlon.

Dolphin-modul

Dolphin-modullet er for den unge triatlet som gerne vil prøve triatlonsporten an, eller som bare har lyst til effektiv sportslig aktivitet et par gange om ugen.

Dolphin-modulet handler om at sikre den unge atlet de nødvendige tekniske færdigheder inden for de 3 sportsgrene; svømning, cykling og løb.

Det eneste udstyr der er nødvendigt for at starte er:

- Badebukser/badedragt og svømmebriller
 
- Sportstøj til udendørsbrug uanset vejret.
 
- Cykel – det kan være den cykel som den unge bruger som skolecykel, og det behøver ikke at være en racercykel
 
- Cykelhjelm
 
- Sko til at løbe i
 
Hver mandag vil vi lave krydstræning, det vil sige, at vi starter ud med cykeltræning efterfulgt af løbetræning.
Træningen vil have fokus på teknik og til dels fart.

Svømningen er hver onsdag. Holdet har fokus på leg og bevægelse i vandet. Det er et krav, at man skulle kunne svømme min. 200 m. Hvis du ikke kan svømme finder vi et alternativ til dig, sådan at du kan få det lært. 

Sharks

Shark-modulet er for den unge triatlet som gerne vil træne mere end 2 gange om ugen. På grund af omfanget af træningen skal den unge triatlet optages af træningsteamet på dette modul.

Shark-modulet handler også her om, at sikre den unge atlet de nødvendige tekniske færdigheder inden for de 3 sportsgrene; svømning, cykling og løb. Forskellen til grundmodullet er, at der tilbydes yderligere svømmetræning og løbetræning samt der er forventninger til selvtræning inden for cykling og løb.

Nødvendigt udstyr for at starte er:

- Badebukser/badedragt og svømmebriller
 
- Sportstøj til udendørsbrug uanset vejret, herunder specifik cykel- og løbetøj
 
- En racercykel – gerne med klikpedaler
 
- Cykelhjelm
 
- Løbesko

Svømningen er den eneste af de 3 sportsgrene man som helt ung triatlet bare kan tonse afsted i. Vandet sikre, at den unge triatlet ikke bliver overbelastet, og derfor kan vi her tilbyde flere træningstimer. Derudover er svømning en sportsgren, hvor man kan specialisere sig tidligt i livet. Årsagen til dette er, at det er lettere at indlære koordineringen og balancen i vandet jo yngre man er, sammenholdt med at man kan holde til de mange nødvendige træningstimer,

Der vil være svømning 2 gange om ugen. 1 af træningspassene er på tirsdage, hvor fokus er god crawlteknik, fart og distance.
Det 2. træningspas er om onsdagen sammen med dolphinholdet, hvor fokus vil være på leg og bevægelse i vandet. Vi mener, det er vigtigt for den unge triatlet, at der er stadigvæk er lyst og mulighed for en alternativ tilgang til svømmetræning, hvor der arbejdes med andre bevægelser end lige dem fra crawl, for at sikre den unge triatlets udvikling.

Hver mandag vil vi have krydstræning sammen med dolphinholdet. Vi vil her træne god teknik og noget fart på cyklen samt på løb.

Hver torsdag har vi løbetræning sammen med voksentri, hvor fokus er på teknik.

Derudover vil vi tilbyde den enkelte unge triatlet træningsprogram for selvtræning. Triatleter har ikke den samme trænerkontakt, som man f.eks. har hvis man kun går til svømning, cykling eller løb. Triatleter tager i høj grad selv ansvar for deres træning. Vi ønsker derfor at klæde den unge triatlet på til at kunne håndtere denne opgave. Det vil vi gøre ved samtaler med den enkelte omkring dennes mål og forventninger, med baggrund i samtalerne udarbejdes et tilpasset træningsprogram som den unge kan følge.

Vi vil naturligvis opfordre til, at de unge kan koordinere noget fællestræning sammen, både af hensyn til kvaliteten i træningen, og af hensyn til det sociale sammenhold i klubben.

Efterhånden som den unge triatlet bliver fysisk ældre og kan holde til lidt mere, vil vi ligeledes kunne tilbyde den unge triatlet at deltage sammen med klubbens mange voksne, for at sikre fortsat udfordringer og udvikling i træningen. Dette vil ske i samarbejde med trænerteamet.

Triatlon kan også være en holdsport

Triatlon handler meget om den enkeltes evne til at arbejde med og presse sig selv. Det handler det også om i #iskTRI ungdom, samtidig ønsker vi at skabe en klub hvor holdånden er i centrum. Derfor vil vi ca. 1 weekenddag om måneden tilføje et ekstra træningspas, hvor vi gennemfører en triatlon. Det handler ikke om lange distancer, det kunne f.eks. være 200 m svømning, 10 km cykling og 2 km løb. Der vil her være fokus på at alle gennemføre sammen i hold. Træningen benyttes udover som social arrangement også som forberedelse til deltagelse i stævne for holdkamp.

Vi vil i #iskTRI ungdom opfordre de unge til at deltage i stævner rundt om i landet. Vi vil arrangere fælles stævnedeltagelse med fælles kørsel og med deltagelse fra træningsteamet. Konkurrencedeltagelsen vil ikke have fokus på medaljer, men på at give de unge erfaring med konkurrencedeltagelse, og på de unges udvikling. Derudover vil den fælles konkurrencedeltagelse også være med til at udvikle det sociale sammenhold i klubben.